Alle vores tilknyttede børnehaver er af moderne stand og med børn og forældre, der har økonomisk overskud. Du kommer til at arbejde med børn i alderen mellem 3-6 år. I Kina er det normalt at børnehaver omtales som skoler, og strukturen i de kinesiske børnehaver minder også meget om de første skoletrin i de danske folkeskoler. På samme måde, omtales kinesiske pædagoger – oftest kvinder i 20’erne – også som lærere (laoshi).
Institutionerne er opdelt i bund-, midt- og topklasser med en klassekvotient på 20-28 børn. Den normale standard er, at der til hver klasse er tilknyttet to lærere og én assistent. Du vil opleve, at dine kinesiske kollegaer er meget interesserede i dine kompetencer, og du vil få frie tøjler til selv at præge din hverdag. Din rolle vil i praksis bestå i at undervise børnene i begynderengelsk, lege samt indgå i og bidrage til andre undervisningsforløb.
Arbejdstiden er: mandag-fredag, kl. 8-16/16.30. Pause kl. 12-14.
Børnehaverne ligger i byen Changzhou ca. 160 km fra Shanghai i det østlige Kina. Changzhou kommune består af ca. 5 millioner indbyggere, og heraf bor ca. 1 million i selve byen.
Det er en international by med topmoderne togforbindelser og man kan bl.a. komme direkte til Shanghai på en time. Ydermere er der tog- og motorvejsforbindelser til hele Kina samt flyforbindelser til Beijing, Canton, Chongqing m.v. Kulturelt og historisk byder byen fx på en stor åben park, et rigt udeliv, Tianning Templet og en Dinosaurpark.